“Frygtboden”

Astrid Lomholt følger “Frygtboden” hver dag. Ikke som overvågning, men som en omsorgsfuld handling. Hun møder en del på sin vej. Blandt andre to nysgerrige drenge:
“To drenge står og spørger om en masse ting og vi for en god snak omkring tillid og tyveri. De mener at jeg skal sætte kamera op over det hele og tyveri sikre boden. Jeg giver dem hver et æble og siger at det er op til folk at finde frem til, hvordan de vil behandle boden. De snakker lidt om at de så en masse penge ligge på jorden tidligere. Og hvem der fik pengene i boden? Jeg skulle selv have dem til at købe ny frugt , men som regel var der ikke nogen penge og ikke nogen frugt. Hvem har så fået pengene spurgte de. Det har dem som har taget dem fra boden. Jamen det er da tyveri. Du skal lave noget så det bliver svært at tage dem. ” Og det er måske én af pointerne ved dette værk at det lægger op til tillid og en insisteren på at man godt kan tro på det bedste i folk. Det er der måske netop brug for et sted, hvor der er opsat overvågningskameraer med 100 meters mellemrum. Man kan jo altid overveje hvad mere kontrol medfører…