Storbyen er summen af alle de mennesker, der bor i den. Den er essensen af menneskers drømme og måder at transportere sig, arbejde og bo sammen. I mellem disse mennesker intervenerer fem kunstnere (Astrid Winsløw Hammer, Anna Aslaug Lund, Astrid Lomholt, Birgitte Kristensen og Katrine Karlsen) forskellige steder i byen i området Dronning Louises Bro, Nørrebro og Islands Brygge ved Frøsiloen og Bryggebroen. Hver aften i udstillingsperioden kl. 20.30 – 21.15 vil der være videoreportager fra udstillingen på AirSquare (hjørnet af Ravnsborggade og Sankthansgade).
Mellem Byen drejer sig om RELATIONER. Værkerne skaber et møde mellem mennesker i byen og kunstnerne skaber relationer mellem værkerne. Udstillingen præsenterer en kunst, der er direkte produceret til byrummet, og som er udviklet i et konstruktivt forum mellem kunstnere og kuratorer med kunstnerisk erfaring fra det offentlige rum. Gennem 2×1-dags workshops får kunstnerne mulighed for at skabe relationer til de andres værker. Her stiller vi skarpt på præmisserne og karakteren af kunstværker i det offentlige rum – en samarbejdsplatform, hvor alle kunstnerne bidrager med deres erfaringer og refleksioner. Udstillingen genererer således en erfaringssamling og –deling, som vil bringe det kunstneriske arbejde i det offentlige rum videre generelt. Målet for ”Mellem Byen” er at få en mere sammenhængende udstilling, hvor kunstnerne forholder sig til hinanden og der er en relation mellem de forskellige værker i de forskellige byrum. Mange udstillinger i det offentlige rum fokuserer på bestemte områder/bydel i byen, men én pointe ved ”Mellem Byen” er netop den kunstneriske og formidlingsmæssige kobling mellem de forskellige byrum og menneskene i dem. Udstillingens fem kunstværker forholder sig alle til mindst 2 af de andre udstillingssteder/ kunstværker på udstillingen.
Artisttalks (ca. 45 min.):
25. august kl. 13 på Kgs. Nytorv – “Mentale Bylandskaber” af Birgitte Kristensen
26. august kl. 13 på Bryggebroen – “Premarks” og “View” af Astrid Winsløw Hammer
2. september kl. 13 ved Frøsiloen, Islands Brygge nr. 32 – “Frygtboden” af Astrid Lomholt
2. september kl. 16 på Dronning Louises Bro – “Hinkeruder” af Anna Aslaug Lund
8. september kl. 13 ved planetariet, ud mod søerne – “Walk the dog” af Katrine Karlsen
Hinkekonkurrence (ca. 1 time):
26. august kl. 15 på Dronning Louises Bro ved “Hinkeruder”
2. september kl. 15 på Dronning Louises Bro ved “Hinkeruder”
Mellem Byen er produceret af AirPlay Street Gallery med støtte fra Københavns Billedudvalg, Kunstrådets pulje for tværgående projekter, Københavns Internationale Teater og Miss Kato Productions.
AIRPLAY STREET GALLERY
- har permanent udstillingsbase (AirSquare) på hjørnet af SanktHansGade og Ravnsborggade
- er et tværkunstnerisk udstillingssted for digital og performativ kunst
- arbejder med kunstnere, som skaber samfundsengagerende og udfordrende udtryk
- udvikler nye udstillingspraksisser
- er en aktiv aktør i udviklingen af et mere levende og vedkommende byrum


0 responses so far ↓
There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.