Astrid Lomholt fortæller og besvarer spørgsmål. Hendes værk udvikler sig konstant og hun som kunstner er meget involveret i disse forandringer og investerer i værket med sin egen personlige kraft. “Frygtboden” skaber ikke bare nogle enkelte relationer, men sætter mange processer i spil – hos beboere, forbikørende, kunstneren, materialet, bygninger og byen. En beboer fra Frøiloens ejerforening fortæller at grunden er overvåget fordi den er privat. “Frygtboden” er placeret lige uden for kameraernes synsvinkel. Alligevel havde der været diskuteret hvor vidt “Frygtboden” udgjorde en trussel eller ej…
Anna Aslaug Lund sætter hinkeruder ind i en større kontekst med leg – helt tilbage til romernes hære, der brugte det som træningsøvelser. Hinkeruderne på Dronning Louises bro er tænkt som møder mellem mennesker. Man kan hinke fra hver sin side og møde hinanden undervejs – også gennem et flygtigt (eller bastant) kropsligt sammenstød. Når man giver sig selv tiden til at stå ude ved Hinkeruderne, så kan man se at ca. hver tiende bruger hinkeruderne på den ene eller anden måde. Også på helt andre måder end det var tænkt. Pointen er at folk kan lide hinkelegen og den får smilet og farven frem i kinderne på folk. Samtidigt giver den folk, som passerer forbi mulighed for at se på de mennesker, der er aktive. Det gi ver et mere vedkommende og nysgerrigt blik. Og sådan kan et værk gå ind og aktivere folk i byens rum midt i deres hverdag og med sig kan de tage en anden oplevelse af byens rum, som ikke bare et reglementeret transportrum.
Vinderne af Hinkekonkurrencerne vandt fine hinkesten, som de kan tage med sig ud i byen.
Trængsel omkring “Frygtboden”.
