Artikel af Karen Toftegaard og Anna Bisgaard-Nøhr fra kuratorteamet bag Mellem Byen
Der er mange meninger om kunst i det offentlige rum. Men hvad er det i bund og grund kunst kan og skal derude blandt byens borgere? I denne artikel sætter vi, med udgangspunkt i udstillingen Mellem Byen, fokus på hvorfor det er vigtigt at se samtidskunsten med nye øjne, især når den kommer ud i det offentlige rum.
Samtidskunst med procesfokus
Kunst i det offentlige rum er ikke noget nyt, men i disse år oplever området en revival og et øget mediefokus med en lang række initiativer. En række nye initiativer og tendenser har været med til at give kunsten en væsentlig funktion i udviklingen af den kreative og levende by: Blandt andre Publik, AirPlay Street Gallery og snart det nye Illumenarts samt større initiativer som METROPOLIS Biennalen og en voksende interesse fra kommuner, byplanlæggere, arkitekter osv.
Samtidskunsten generelt oplever i det hele taget en voksende mængde af værker/kunstprojekter, hvor processen og den undersøgende, eksperimenterende tilgang er i fokus. Dette står i skarp modsætning til en tidligere fremherskende stram og mere ’produkt-orienteret’ tilgang. Desuden er der ofte mindre fokus på den enkelte kunstner. Man arbejder i stedet ud fra en kollektiv proces, hvor værket og samarbejdsprocessen frem for kunstneren er i centrum.
Disse procesorienterede og kollektive tilgange vokser både frem inden- og udenfor institutionerne. Eksempler herpå er kunstprojektet i Mimersgade Sid Ned! (Publik, 2006), Democracy (Claus Beck-Nielsen, 2007) i Kunsthallen Nikolaj, hvor udstillingen helt konkret var en formidling af et procesforløb samt Mellem Byen (2007), der var AirPlay Street Gallerys sommerudstilling. I den sidst nævnte arbejdede man kollektivt på tværs af kunstfaglige områder, således at fokus lå mindre på den enkelte kunstnere og mere på at skabe kunst ved at forene hinandens forskellige kompetencer. Ambitionen for Mellem Byen var, at den skulle fungere som en tværkunstnerisk samarbejdsplatform, hvor alle bidrog med deres erfaringer og refleksioner. Desuden var selve processen en vigtig del af projektet og læring samt erfaring to vigtige nøgleord. For Mellem Byen var en udstilling skabt til det offentlige rum, og for at skabe denne type udstillinger er man nødsaget til at tage stilling til, hvilken form for kunst man arbejder med.
To former for kunst i det offentlige rum
Der er to grundlæggende retninger inden for kunst i det offentlige rum, herunder:
– en særlig kunstform/-praksis, som skaber kunst på det offentlige rums præmisser, der skal bedømmes ud fra andre kriterier end kunsten. Her er det selve handlingen i byens rum, der er i fokus.
– en præsentation/formidling af kunst i det offentlige rum med accenten placeret på kunst. Her handler det primært om det individuelle kunststatement/-udtryk i det offentlige rum, hvor kunsten ikke står for andet end sig selv. Og samtidskunsten bliver en aktiv og synlig medspiller i byens rum.
Der er altså forskel på at ville bringe samtidskunst ud i byrummet for at formidle den til folk og så på at producere kunst til byrummet på det offentlige rums præmisser. For eksempel benytter et alternativt udstillingssted som AirPlay Street Gallery sig af begge strategier alt afhængigt af projektet. Mellem Byen befandt sig i den første kategori, mens galleriets praksis på det permanente udstillingssted AirSquare (på hjørnet af Ravnsborggade og Sankthansgade, Nørrebro, København), primært hører til i den anden kategori med præsentation af samtidskunst. Det er væsentligt at være bevidst om hvilken strategi, man benytter sig af. Det gør det meget nemmere at være klar i formidlingen af værkerne og ikke mindst formidlingen af udstillingernes grundlæggende projekt – hvad er det man vil folk, når man ’forstyrrer’ dem i deres hverdag.
Kunst behøver ikke at være så besværligt at forstå
Lige meget hvilken tilgang der er tale om, må man være bevidst om, at kunst i byens rum kalder på en anden kunstforståelse end den klassiske. I udstillingen Mellem Byen, der bl.a. behandlede interaktivitet og et legende element, så vi at det især var to ting, der blev meget tydeligt i mødet mellem folk, byrum og kunstværk. Mange blev begejstrede over legen og den direkte tiltale. Andre blev provokeret af, at det blev kaldt for kunst. Dette skyldes at vores kultur er gennemsyret af reminiscenser af en klassisk kunstforståelse. Kant lærte os at kunst skal være adskilt fra vores liv, at kunsten skal være ophøjet. Og måske netop fordi kunsten kommer i spil i et hævdet demokratisk rum, så er projektet et helt andet, når kunsten placeres i byens rum. Nemlig at integrere kunstnerisk praksis/udtryk i hverdagen og hverdagslivet hos byens beboere. Hegel tilføjede, at kunsten ikke skulle være sanselig, fordi kunstens sande funktion udelukkende var at tilfredsstille åndelige interesser. Netop sanseligheden har været et sigte for både Mellem Byen og andre kunstprojekter i byens rum. Derfor er det ikke så underligt, hvis disse kunstprojekter har oplevet sammenstød med mere klassiske forventninger til kunst. Og så tager ting tid. For eksempel har graffitien i dag en anden status end dengang, den kom frem. Og på samme måde vil andre former for kunst i det offentlige rum også kunne vinde et fodfæste.
Kunstverdenen er langt hen ad vejen elitær og er slet ikke vant til at henvende sig til det generelle publikum i byens rum, der rummer alle befolkningsgrupper. Derfor er det også vigtigt at formidlingen fungerer. Det vil selvfølgeligt altid være optimalt hvis formidlingen kan klare sig ved blot at være integreret i værkerne, men her tog vi med Mellem Byen skridtet videre. Vi blev klar over, at vi stadigt befinder os på et sted, hvor man også er nødt til at formidle hele projektet med at intervenere byens rum med kunsten, for at folk kan forstå det som kunst. Der blev derfor produceret målrettede brugermanualen til folk, der ikke nødvendigvis kendte så meget til kunst i forvejen, dette for at formidle kunsten til ikke-kunstkendere. Men i virkeligheden skulle brugermanualen også have henvendt sig til kunstscenen, der nærmest havde endnu sværere ved at forstå at dette var kunst.
Det offentlige rum er demokratisk eller burde være det og det er netop derfor kunsten i dette offentlige rum også kalder på en demokratisering af kunsten. Det vil sige en demokratisering af hvem, der har forudsætninger for at forstå denne kunst. Kunst behøver nemlig ikke have sit elitære fernis og pr. definition være distanceret uforståelig. Det betyder heller ikke, at kunst bliver mindre substantiel og politisk. Det betyder blot at kunsten bliver en anden form for kunst, der skal forståes på andre præmisser og vilkår. Formidlingen er derfor ikke bare vigtig i forbindelse med værkerne, men er også utroligt vigtig i forbindelse med selve projektet at placere kunstværker i byens rum og dermed i københavnernes hverdag.
Fremtiden for kunst i Byrummet
Placeres kunsten i et rum, som det offentlige med en masse dagsordener, er det svært at bryde med normen. Skræmmescenariet for dette vil være at de puristiske tendenser i byens rum bliver dominerende og kun giver plads til en bestemt slags kunstprojekter. Men for at dette ikke bliver virkelighed må der kæmpes for et alternativ. Vi mener at kunsten skal kunne agere og udfolde sig på sine egne præmisser, og det var netop hvad Mellem Byen var et forsøg på. Det var for os vigtigt at sætte fokus på relationen mellem mennesker og kunst og dermed hvorfor kunst i byrummet er vigtig. Kunsten og de kunstneriske processer skal ikke primært anvendes som krydderi på diverse byudviklingsprojekter, hvor kunsten bliver brugt til at humanisere et goldt byrum. I stedet er det nødvendigt at bruge kunst i byrummet som en form for formidlingsplatform der rækker ud over den etablerede kunstverden, og når ud til et bredere publikum. Samtidigt bliver kunsten sat i relation til hverdagen og gennem dette sættes der fokus på en anden måde at udtrykke samt at opfatte kunsten på.
Mellem Byen var produceret direkte til byens rum og dette fungerede for nogle, men ikke alle. Der kom, i løbet af udstillingsperioden, mange spontane reaktioner, der ’omfavnede’ værkerne. Desuden kom alle kunstnerne på den ene eller anden måde i dialog med folk gennem udstillingsperioden, dette betød at værkerne i høj grad udfoldede sig igennem en løbende proces. På Copenhagen Alternative Art Fair mødte vi efterfølgende også mange positive reaktioner på udstillingen, samt interesse for projektet.
Selvfølgelig er der også nogle, som reagerede imod nogle af værkernes legende og umiddelbart banale indhold. Dette formegentligt fordi de i høj grad strider imod den mere klassiske kunstforståelse, men derimod læner sig op af for eksempel Duchamps projekt med at bringe kunsten ind i hverdagen eller hele situationismens idé om, at skabe interaktion og deltagelse hos folk – og dermed nedbryde det ophøjende skel mellem kunsten og beskueren. Kunstforståelsen er altså stadig under udvikling og i nogen sammenhænge stadigt meget traditionel. Dette betyder at det for udstillinger, som Mellem Byen eller Sid Ned!, kan være svært at vinde indpas og accept. Men en præmis for det alternative er jo netop at det ikke finder accept eller passer ind, før det ikke længere er alternativt, men en selvfølgelig og integreret del af vores alle sammen opfattelse af kunsten eller i dette tilfælde BYENS RUM.
Faktaboks om AirPlay Street Gallery:
AirPlay Street Gallery er Danmarks første udendørs galleri med en permanent udstillingsplatform på hjørnet af Ravnsborggade og Sankthansgade. Galleriets fysiske rammer består af en projektor, en hvid projektionsflade på en husgavl, 8 højtalere indbygget i pladsen og en plads, der i hverdagen benyttes som bold- og skaterbane for områdets børn- og unge. Galleriet præsenterer digital og performativ samtidskunst. Samt undersøgelser af kunstens former i byrummet.
Faktaboks om Mellem Byen:
”Mellem Byen” var en udstilling produceret direkte til byens rum. Udstillingen blev skabt i et samarbejde mellem et kuratorteam og fem kunstnere. De fem kunstnere var Anna Aslaug Lund, Astrid Lomholt, Astrid Winsløw Hammer, Birgitte Kristensen og Katrine Karlsen. Kuratorteamet bestod af Laura D. Elkjær, Sara Lærke, Ilona Marquard, Signe Busk Nielsen, Anna Bisgaard-Nøhr samt projektleder og medstifter af AirPlay Karen Toftegaard. Se værker og refleksioner her på http://www.mellembyen.dk.
Mellem Byen - mennesker mødes i metropolen 